Familiepolitik
Stærke familier, stærkt samfund
Det er familien, der er selve byggestenen for vores land, kultur og civilisation. Derfor skal vi skabe de bedst mulige rammer for, at vi kan få flere sunde, stærke og sammenhængende familier. Det er bedst for alle.
Familier skal bestemme mere selv
Familier skal have lov til at være familier – ikke klienter i et voksende system af regler, tilskudsbetingelser og velmenende indblanding. Vi ønsker et samfund, hvor familierne selv har friheden til at vælge, hvordan de bedst tilrettelægger deres liv, frem for et samfund, hvor staten i stigende grad blander sig i alt fra barselsfordeling til børns madpakker.
Alle familier er forskellige, og det er en styrke. Forældre har forskellige ønsker, værdier og behov. Derfor giver det ingen mening at presse alle ind i den samme skabelon for, hvordan man er en ”rigtig” mor, far eller barn. Tvungen øremærket barsel og forslag om ”gratis” skolemad underminerer i virkeligheden forældrenes ret til selv at vælge og tage ansvar.
Borgernes Parti ønsker et Danmark, hvor mennesker har reel frihed til at vælge – og tage ansvar. Når staten fylder mindre, vokser mennesket.
En mere fri barselsordning
Forældre skal selv kunne fordele barselsperioden. Det handler ikke om at overlade folk til sig selv, men om at give dem mulighed for at være sig selv – uden statens detailstyring.
Vi ønsker, at hver familie får ret til 52 ugers barsel, som de frit kan fordele. Én familie vælger måske, at far tager størstedelen af orloven, en anden vælger, at mor gør det, og en tredje fordeler ligeligt. Det må og skal altid være familiens eget valg.
Bedre økonomi
En families økonomi forandrer sig gennem hele livet. Småbørnsfamilier sidder ofte hårdt i det de første år, senere i livet betyder opsparing, pension og arveregler mere. Politikerne skal ikke forsøge at styre familiernes økonomi gennem rigide ordninger – for virkeligheden og behovene er forskellig fra familie til familie.
Borgernes Parti vil:
- Hæve bundfradraget, så hver forælder får 1.000 kr. mere efter skat hver måned.
- Sænke en række afgifter på almindelige hverdagsvarer, så det generelt bliver billigere at være dansker – også for børnefamilier.
- Fjerne momsen på fødevarer.
- Fjerne el, benzin og dieselafgiften,
- Fjerne registreringsafgiften på alle køretøjer.
Skilsmisse og retssikkerhed
Bag enhver skilsmisse gemmer sig ofte en tragedie. Det kan vi ikke lovgive væk, men vi kan sikre, at systemet ikke forværrer situationen.
Borgernes Parti vil indføre en digital ægteskabskontrakt, hvor par ved ægteskabets indgåelse tager stilling til spørgsmål som pension, bolig, arv, særeje og forældremyndighed. Kontrakten kan ændres undervejs, så familier får fleksibilitet – uden dyre advokatomkostninger.
Vi vil ikke blande os i, hvad familierne aftaler, men vi vil give dem værktøjerne til at tage ansvar på en enkel og retfærdig måde.
Familieretshuset – retfærdighed og retssikkerhed
Det nuværende familieretssystem skaber alt for ofte uretfærdighed og unødige konflikter. I dag starter sager i Familieretshuset og ender derefter i Familieretten. Det betyder, at børn og forældre kan vente op mod et år på en afgørelse.
For børn og forældre er det en mareridtssituation. Når en sag trækker ud, sker der ofte det, at barnet ikke har kontakt med den ene forælder i lang tid. Når sagen så endelig behandles, vurderes det, at barnet har bedst af at blive hos bopælsforælderen – også selvom der har været samværschikane undervejs.
Borgernes Parti vil reformere familieretssystemet, så det bliver menneskeligt og retfærdigt:
- Barnets ret til begge forældre skal bevares, medmindre en forælder er åbenlyst uegnet.
- Der skal indføres kontaktbevarende samvær, så relationen ikke afbrydes under sagsforløbet.
- En uvildig undersøgelse af retsmidlerne skal sikre et mere retfærdigt system.
- Alle mellem- og højkonfliktsager skal flyttes fra Familieretshuset til Familieretten, så sagerne kun behandles ét sted.
Det vil forkorte sagsbehandlingstiden og forhindre, at børn og forældre bliver ofre for systemets langsommelighed. Vi skylder familierne at skabe et system, der beskytter det dyrebareste, vi har – relationen mellem børn og forældre.
Frihed med ansvar – ikke fravær af fællesskab
Mere frihed til familierne er ikke et fravalg af fællesskab. Tværtimod. Vi vil altid sikre et socialt sikkerhedsnet, men vi tror på, at fællesskabet styrkes, når familierne får mere selvbestemmelse.