Værdier og grundtanker

Vores værdier og grundtanker

Når vi ser på det nuværende politiske magtsystem, bliver vi fyldt med undren og afmagt over, hvordan magthaverne forvalter deres magt og borgernes skattekroner. Igennem flere årtier har udviklingen kun gået én vej: en større og mere formynderisk stat, hvor politikerne bestemmer mere og mere over borgernes tilværelse.

Det er gået for vidt, og ingen af de eksisterende partier har modet, viljen eller lysten til reelt at ændre denne udvikling. Der er magt i at umyndiggøre befolkningen. Den klassiske socialdemokratiske samfundsmodel har i sin DNA altid stræbt efter at vokse sig større, stærkere og mere omklamrende.

Alt for mange beslutninger, alt for mange love, regler, cirkulærer og bekendtgørelser. Alt for mange forbud, afgifter, gebyrer og skatter. Dette er ikke længere bæredygtigt. Vi ser, hvordan folk i alle aldre, i stigende grad har det svært med, blot at leve livet. Og dem som klarer sig, oplever til gengæld i stigende grad en stat og et politisk magtsystem, som konstant blander sig og sætter forhindringer op.

Derfor har vi brug for et opgør med de irrationelle, følelsesbetingede og taktiske beslutninger fra Christiansborg, hvor fokus er på politikerne selv, derefter på det system, de har bygget op, og først til sidst på danskerne.

Det er tid til at vende prioriteringerne på hovedet og sørge for, at beslutningerne først og fremmest gavner befolkningen. Det er, hvad vi kalder sund fornuft. Vores parti står for en ny kurs, hvor borgernes interesser sættes først, og hvor vi skaber en stat, der arbejder for folket, ikke imod det.

Vi er sat i verden for at være befolkningens talerør og kæmpe for en fremtid med mere frihed, færre regler og en stat, der respekterer dine rettigheder og din frihed, samtid med at vi tager langt bedre vare på dem som har brug for hjælp. Sammen kan vi skabe et Danmark, hvor sund fornuft og borgernes trivsel er i centrum.