Et bedre demokrati

Danmarks demokrati skal forbedres
Demokrati er ikke selvfølge. Demokratiske rettigheder er ikke statiske. Rettigheder opnået kan forsvinde igen. Derfor mener vi i Borgernes Parti, at vi konstant skal forny og forbedre vores demokrati.
Desværre har vi i de seneste år set en skræmmende udvikling, hvor de politiske magthavere håner vores demokrati. Når en statsminister kan forhandle sig til at gøres ansvarsfri for på ulovlig vis at nedlægge et helt erhverv og sende en regning på mere end 30 milliarder til alle danskere, så har vores demokrati og parlamentarisme et problem. Samtidig kan ministre ikke blive holdt ansvarlige i tilstrækkelig grad grundet flertalsregeringen.
Når der i vores grundlov ikke er tilstrækkelig med beskyttelse af borgerne penge og rettigheder, så kræver det forandringer, da de politiske magthavere ellers konstant vil udbygge deres magt via staten.
I Borgernes Parti er vi på borgernes side. Derfor ønsker vi at forny og forbedre vores demokrati og parlamentarisme.
Vi ønsker blandt andet:
- Indførelse af en forfatningsdomstol, der har initiativs-ret og – pligt, hvis den mener regeringen eller ministre bryder loven.
- Et maksimalt antal ministre på ca. 7-9.
- Mere direkte demokrati via løbende, digitale folkeafstemninger.
- Fuld transparens for partitilskud gennem erhvervsklubber.
- Reformation af eftervederlag for ministre og folketingsmedlemmer.
- En lov ind; tre love ud.
- Et maksimal-loft for antal ord i love, bekendtgørelser og vejledninger.
- Et maksimal-loft for antal nye årlige love.
- Solnedgangsklausuler som normalen i al ny lovgivning.
- Mulighed for åbne høringer af embedsværket under strafbarhed.
- Et opgør med offentlighedsloven, så man lettere kan kigge regeringen efter i sømmene.
- Samme støtte til alle folketingsgrupper eksklusiv sekretær.
- Afskaffelse af den offentlige partistøtte.
- Partierne fremlægger deres økonomiske planer i samarbejde med folketinget før hvert valg.
- Folketinget må ikke gældsætte befolkningen. Derfor skal Finansloven skal være strukturelt fuldt ud finansieret uden gældsættelse.
- En fastsat maksimal loft på det offentliges andel af BNP.
- Ingen kan beskattes, så staten tager mere, end man har til sig selv af en tjent krone.
Dette er blot et udsnit af forskellige elementer, som vi i Borgernes Parti mener vil kunne forbedre vores folkestyre og endelig trække det i den rigtige retning, hvor tilliden vil vokse i stedet for den forståelige politikerlede, som politikerne selvforskyldt oplever.
I Borgernes Parti mener vi selvfølgelig, at Store Bededag skal genindføres, og koranloven tilbagerulles. Det vil politikerne nok ikke, men det er netop derfor, at danskerne skal høres og have medbestemmelse på disse spørgsmål via folkeafstemninger.