Forsvars- og sikkerhedspolitik

Fremtidens Danmark med tryghed og styrke

Danmarks og Rigsfællesskabets sikkerhed bør til enhver tid hvile på et stærkt forsvar, der kan virke som en troværdig partner i NATO-alliancen. Det danske forsvar skal være solidt rustet til fremtidens mulige kriser, og vi skal have etableret et langt større forsvar, der afspejler, at Danmark er en af verdens største søfartsnationer, er ansvarlig for sikkerheden i hele Rigsfællesskabet og ligger strategisk vigtigt placeret ved indsejlingen til Østersøen.

Borgernes Parti vil genskabe tilliden til det danske forsvar både nationalt og internationalt ved at fokusere på genrustning af værnene med fokus på en økonomisk ansvarlig opbygning. Altså ingen panikoprustning med køb af materiel, hvor prisen risikerer at være mange gange højere end i en “normal” sikkerhedssituation. Kritiske kapaciteter vil dog skulle indkøbes i direkte konkurrence med langt større lande, og prisen for mange års besparelser på vores fælles sikkerhed vil komme med et forhøjet prisskilt.

Forsvaret skal gentænkes med en kraftigt udvidet reservestruktur, hvor værnepligten er en dybt integreret del af vores nationale sikkerhed, og den frivillige del af beredskabet, herunder Hjemmeværnet, skal have et kraftigt løft. Det danske forsvar skal kunne mobiliseres, så der skabes grundlag for at kunne reagere på trusler nationalt og i rammen af NATO. Den aktivistiske sikkerhedspolitik skal samtidig skubbes i baggrunden til fordel for en indsats, der giver forsvaret ro til at genskabe kapaciteter og enheder samt tid til at integrere de nye enheder i rammen af NATO-samarbejdet.

Danmark er en af verdens største søfartsnationer, og det faktum skal afspejles i den kommende opbygning af forsvaret. Skibe og overvågningskapaciteter skal have særlig status, gerne båret af en ny dansk evne til at producere skibe på egen grund. Flåden bør styrkes med nye missilsystemer, flere og nye skibe samt en undervandskapacitet i form af både sonar og et samarbejde med eksempelvis Tyskland/Norge om 2-3 ubåde.

Hæren skal opgraderes fra én brigade til tre, hvor den første brigade er stående (professionel på højt beredskab), den anden en ren uddannelsesbrigade og den tredje en mobiliseringsbrigade, der kan aktiveres ved forhøjet trusselsniveau. Inspiration til en hær, der både har tyngde og dybde, men samtidig hviler på et økonomisk fundament, kan hentes i Finland, hvor man evner at få effekt for de penge, der anvendes i deres hær.

Flyvevåbnet skal udvides med øget transportkapacitet, både helikopter og fly, samt på sigt have tilført et øget antal kampfly. Flyvevåbnet skal desuden tilføres en luftforsvarskapacitet, der samtænkes med flådens eksisterende og kommende kapaciteter.

Hjemmeværnet skal styrkes markant, og de mange frivillige, der dagligt udfører samfundskritiske opgaver, skal have langt bedre rammer at arbejde i gennem bedre uddannelsesmuligheder, bedre materiel og en bedre samtænkning af Hjemmeværnets og resten af forsvarets opgaver.

Forsvaret skal have tildelt flere årsværk til uddannelsesstrukturen, da værnepligten vil kræve en kraftig forøgelse af behovet for undervisere. Værnepligtige, der ikke ønsker at bære våben, skal tilbydes mulighed for at aftjene deres værnepligtsperiode i enten civilforsvaret eller andre dele af civilsamfundet, hvor der kan gennemføres gavntjeneste. I Borgernes Parti mener vi, at værnepligten er en grundlovsfæstet pligt, som følges hånd i hånd med de rettigheder, både Grundloven og velfærdssamfundet giver. Vi mener samtidig, at værnepligt for kvinder er en løsning, men det kræver en lang militærfaglig diskussion, således kvinder får præcis samme rettigheder og muligheder, men også får stillet samme krav som deres mandlige værnepligtige kollegaer.