En bedre offentlig sektor
Hovedrengøring af den offentlige sektor
I Borgernes Parti arbejder vi ud fra to grundprincipper: “Giver det mening?” og “Er det sund fornuft?”. Dette gælder også, når det kommer til den offentlige sektor.
Her må vi desværre konstatere, at der er meget, som ikke længere giver mening. Skiftende folketing og regeringer har gennem årtier forsøgt at mindske og begrænse en voksende administration og bureaukrati uden held. Samtidig er statens rolle vokset sig stadig større og mere omfangsrig.
I Borgernes Parti tror vi ganske enkelt ikke, at de traditionelle systempartiers tilgang til dette område vil løse de voksende udfordringer, der eksisterer i det offentlige system. Derfor vil vi i Borgernes Parti have en gennemgribende hovedrengøring af hele det offentlige system. Det offentlige skal fremover i højere grad beskæftige sig med den grundlæggende kernevelfærd. Det kræver viljen, ambitionerne og modet til at rive meget af det eksisterende ned, så man kan bygge et nyt solidt fundament.
Denne proces skal gennemføres på alle store områder, og det er oplagt at starte med de mest dysfunktionelle politiske områder. Derfor vil vi i Borgernes Parti blandt andet gennemføre:
- Et system bygget op på enkle og simple love, regler og bekendtgørelser.
- En ny lønstruktur i det offentlige, der sikrer hænder til de borgernære grundlæggende opgaver.
- Et systemskifte, så borgeren får langt flere konkrete rettigheder over for det offentlige, fx tidsgaranti på hjælp til børn, som har det svært.
Disse tre er blot eksempler på en række ændringer, vi frem til valget vil udfolde for befolkningen, så de kan se, at der faktisk er en anden og bedre vej.
Det samme princip gælder for skatteområdet, hvor hele systemet skal gøres enkelt og forståeligt. Det gør man ved at fjerne eller sænke en række afgifter, gebyrer, skatter. Når vi ser hvorledes folk i dag fusker sig til andre folks penge, så er det både et produkt af dårlig moral, men også et produkt af et system, som er blevet så kompliceret, at det netop muliggøre denne svindel og udnyttelse.
Så længe politikerne ikke har modet til at starte forfra, så vil der altid være folk derude, som vil finde smuthullerne og berige sig urimeligt på bekostning af fællesskabet. Man kombinerer forsimplingen med strengere straffe, og de mennesker der skal holde øje, skal så kun fokusere på de kriminelle. Det vil også spare staten for ufattelig mange penge i administration.
Hvis ikke skattelovgivningen kan fungere på en app, så er den for kompliceret.