Ældrepolitik

En fri og tryg senior-tilværelse for alle

Borgernes parti er et nyt og unikt parti, der arbejder for at skabe de bedst mulige rammer for borgerne i alle livets perioder. Det gælder også for senior tilværelsen. Om det handler om tilknytningen til arbejdsmarkedet, pensionen, hjælp i hjemmet, sundhedsvæsenet eller plejehjem, så skal fokus være på at skabe størst mulig individuel plads til forskellighed. Man stopper ikke med at være en selvstændig person, blot fordi man bliver ældre.

I Borgernes Parti arbejder vi derfor med følgende visioner for området:

  • Bedre mulighed for opsparing til pensionen. Dette kan gøres fx ved at hæve det personlige fradrag, således at man har 1000 kroner mere i lommen om måneden. Dette vil give lang større fleksibilitet til tilbagetrækning, hvis man gennem tilværelsen investerer disse midler. Det vil også gavne nuværende pensionister, som vil have mere til at betale deres regninger.
  • Større og bedre muligheder for at skabe unikke ældreboliger, som passer til en moderne tilværelse. Skabe mulighed for at flere alternative udbydere får mulighed for at tilbyde de ældre boligformer.
  • Bedre skatteforhold, så erhvervslivet stadig efterspørger arbejdskraften, selv når folk kommer tættere på pensionsalderen. Vi mener AM bidraget skal fjernes eller mindskes for alle. Men hvis der ikke kan findes flertal for dette, så vil de ældre med fx 5 år til pension være et godt sted at starte, da de jo snart træder ud af arbejdsmarkedet, og derfor ikke vil være en del af hvad bidraget skal bruges til.
  • Sænkelse eller fjernelse af afgifter, som er nødvendig for opretholdelse af tilværelsen. Her kan nævnes fx el-afgiften, vand-afgifter, afgifter på madvarer etc.
  • Inflationsregulering af ydelserne til pensionister. Det centrale er at folk, som ikke længere er en del af arbejdsmarkedet kan opretholde deres tilværelse. Det bliver svært når man rammes af en stigende inflation. Der er tilmed begrænsede muligheder for at øge sin indkomst. Derfor vil det være sund fornuft at indrette overførsler og tilskud, så de er inflationsbestemte.

 

Dette er blot et udsnit af den politik, som vi i Borgernes Parti vil udvikle. Den er ikke færdig, og det er meningen. For den skal laves i fællesskab med dem som støtter op. For vi er ikke kun borgernes parti af navn.