Folketingskandidat

Østjyllands Storkreds

Vi er ikke herrer i eget hus - men det skal vi være

Min motivation

Mit navn er Michael Bang Pedersen, født i 1974 og bosat i Vamdrup sammen med min kæreste Harpa. Jeg er født og opvokset på en mindre landejendom ved Gabøl i Sønderjylland og har rødder dybt forankret i det danske land- og arbejdsliv. Min far var maskinarbejder, og jeg blev selv udlært maskinarbejder i 1994 – en baggrund der har givet mig respekt for praktisk arbejde, ansvar og værdien af at kunne leve af sit erhverv uden unødige regler og benspænd.

Jeg har boet og arbejdet flere steder i landet og også haft nogle år i Flensborg, hvilket har givet mig blik for, hvordan forskellige systemer og kulturer håndterer erhverv, administration og frihed i hverdagen. De erfaringer har styrket min overbevisning om, at Danmark har brug for mindre bureaukrati og mere tillid til borgere og virksomheder.

I dag bruger jeg min fritid på hus, have og friluftsliv, og jeg har gennem mange år været aktiv konkurrenceskytte på højt niveau. Jeg har repræsenteret Danmark i internationale konkurrencer og har erfaring fra foreningslivet som tidligere formand i en jagtforening. Det har givet mig indsigt i frivillighedens betydning – og i hvordan regler og administration alt for ofte spænder ben for engagement og initiativ.

Mine rødder, mit arbejdsliv og mit engagement i forenings- og erhvervslivet har formet mit politiske ståsted: Mere frihed, færre regler og bedre rammer for erhverv og landbrug – særligt uden for de store byer.

Mine mærkesager

Mindre bureaukrati, mere frihed
Jeg vil have en bedre og mere fleksibel lovgivning på erhvervsområdet – det skal være lettere at drive et CVR-nummer. Alt for mange virksomheder lukker kort tid efter de er åbnet, fordi de drukner i administrativt arbejde pålagt af staten. Specielt mindre virksomheder. Det skal kunne betale sig at arbejde og drive en forretning.

Udenrigspolitik skal sætte danskerne først – ikke resten af verden
Vi skal være med i de konventioner og fællesskaber, som gavner danskerne. Det nuværende EU-system laver lovgivning hen over hovedet på danskerne, og vi er ikke herrer i eget hus – men det skal vi være. Samtidig kan vi sagtens bygge bro for at gøre erhvervs- og rejselivet så enkelt som muligt.

Skat skal være en service for danskerne – ikke omvendt
Skattesystemet er tungt og uigennemsigtigt. Både selvstændige og borgere bliver jagtet af Skat, og det er umuligt at blive hørt i det nuværende system. Vi skal have et system, hvor borgeren og den selvstændige kan forstå reglerne uden en dyr revisor og uden at føle, man er blevet snydt af staten.

Billigere og sunde danske fødevarer
Det er, som om de siddende politikere ikke har forstået, at grundlaget for ethvert samfund er fødevareproduktionen, og derfor bruger enhver lejlighed til at kvæle den. Det gør ikke kun vores fødevareproduktion mindre, men også dyrere. Vi skal have moderniseret reglerne, så vi sikrer god, sund mad, der kan produceres kosteffektivt uden unødvendig skade på natur og miljø.

Billig og sikker transport
Mange danskere er dybt afhængige af en bil til daglig. Vi kan ikke være bekendt, at biler er så over beskattet, som de er i dag. Vi skal af med registreringsafgiften, afgiften på benzin og diesel samt afgiften på Storebæltsbroen, der deler landet i to. Politikerne lovede dengang man byggede broen, at den skulle være gratis, når den var betalt. Det er den reelt for længst. Nu er den i stedet blevet et skatteobjekt. Det skal stoppes.

CV

2023 – nu
Produktionsteknisk rådgiver, V. Bech Tools A/S, Sabro

2015 – 2023
Teknisk rådgiver i skærende værktøjer, MAPAL Dr. Kress, Aalen – ansvarlig for Danmark

2013 – 2015
Produktionstekniker, Finsø A/S, Bredebro

2006 – 2013
Produktionstekniker, Jydsk Aluminiums Industri A/S, Herning

1999 – 2006
Maskinarbejder/tekniker, Alfa Laval, Kolding

1997 – 1999
Montør, Birk Dahl Stalindretning, Toftlund

1996 – 1997
VVS-montør, Toftlund VVS – montagearbejde i Tyskland

1994 – 1996
Maskinarbejder, Johs. Møllers Maskinfabrik

1990 – 1994
Uddannet maskinarbejder, GAHEMA Maskinfabrik

Seneste indlæg

Ingen tilgængelige indlæg